Stivet blondekurv

Mit projekt lykkedes til min egen tilfredsstillelse. Har set mange lave lyskugler for tiden, så blev inspireret til at lave en servietholder i stedet. Jeg kan ikke give en komplet opskrift, da noget er hjemmegjort og andet taget fra andre opskrifter. Men jeg kan komme med en trin for trin guide, så du kan få en idé til hvordan du selv kan lave en.

Denne guide er til servietter der måler 16,5 x 16,5 cm, hvilket nok er meget standard

Du skal bruge:
Pap (jeg har brugt et stykke fra en pap kasse til bund, og siderne er fra pap æsker til madvarer, fundet i køkkenskabe og skuffer)
Tape
Husholdnings film
Bomulds hæklegarn til hæklenål 1,5-2 mm eller hvilken nål du skal bruge til at få omkring 34 stangmasker på 10 cm, nå det er strukket ud.
Hvid lim eller lak. Jeg har brugt decoupage lak, men kun fordi det lige var det jeg havde stående. Du kan sagtens bruge hvid trælim i stedet.
Gummihandsker/latexhandsker
Rustfri knappennåle

Klip en bund på 16,5 x 16,5 cm af et stykke stift pap.

Klip 4 sider på hver 16,5 x 10 cm og klister dem sammen til en kasse.

Beklæd kassen udvendigt med husholdnings film.

Hækl en firkant til bunden i filet hækling, der passer til ydersiden af kassens bund.

Jeg har et hul i midten og derefter 13 omgange filet hækling. Du må selv tilpasse antallet af omgange, så firkanten passer til din papkasse.

Denne firkant, Victorian Lattice Square (Klik her) kunne være fin, og så tilføje nogle ekstra omgange med stangmasker, indtil firkanten passer til pap kassen. Hvis ikke du har mod på at freestyle en firkant selv.

Afslut firkanten med en omgang “huller” i filet hækling, hvor jeg har 2 stangmasker i hvert hjørne.

Klip og hæft ende. Herfra skal der hækles blonde kant.

Find en blondekant der nogenlunde passer i maskeantal til siden på bunden. Jeg har brugt denne: Klik her og begyndt med 2. række i diagrammet.

Sæt garnet til i et hjørne og hækl efter blonde diagrammet hele vejen rundt. Sørg for at midten af blonden skiller lige i hjørnet. I denne blonde jeg har brugt, er der 2 stangmasker på hver side af hjørnet i første omgang.

Dvs. jeg har hæklet 1 stangmaske i masken før hjørnet, 2 stangmasker i hjørnebuen og 1 stangmaske efter hjørnet. Dermed “knækker” mønsteret sig i præcis 2 halvdele i hver hjørne.

Gør det samme i hvert hjørne. Passer maskeantallet ikke helt, når du når hen til et hjørne, spring over flere eller færre masker i sidste lm bue så det passer med at de 4 stangmasker ligger i hjørnet. Det ses ikke når kurven er stivet.

Hækl blonden færdig, klip og hæft enderne.

Nu skal kurven stives. Sæt papkassen med bunden opad på et stykke avis.

Tag en gammel skål og bland ca. ½ dl lim og ½ dl vand. Tag endelig handsker på.

Læg kurven i lim blandingen og vrid og tryk kurven godt, så limen bliver suget helt ind i garnet. Lad vær med at vride den hårdt som en karklud, da den måske bliver skæv. Men tryk den i en knytnæve og sug mere lim op et par gange.

Når du mener at garnet er helt gennemvædet af limblandingen, tryk det overskydende lim ud, men stadig kun så lidt at garnet er godt vådt. Bare det ikke drypper eller løber.

Træk kurven ud over papkassen. Se til at bundens firkant passer præcis til kassens kanter.

Sæt herefter knappenåle i blonden og gennem pappet så den bliver strukket i facon. Hold øje med at blonden bukker præcis i hjørnerne, så den bliver symmetrisk.

Når kurven sidder perfekt som du vil have det, lader du den tørre 20-24 timer.

Tag nålene og kassen ud, når den er helt tør.

Hellere lade den tørre lidt ekstra, så du er helt sikker på der ikke er nogle bløde, fugtige steder der går ud af facon.

– Vupti! 1 stk serviet kurv eller hvad du nu vil bruge den til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *