
Bordskåner af store mælkelåg eller yoghurt låg
Idéen er gammel. Før i tiden hæklede man rundt om flaske kapsler, men i dag er det meget lettere at samle plastik låg. Vær ikke bange for at de smelter, for det gør de ikke, selv med en gloende hed stegepande. Der er jo nok også grænser for hvor varme gryder og pander er, når de bliver sat på bordskåneren.
Denne bordskåner er lavet ved at hækle omkring låg fra Cheasy/Yoggi yoghurt, eller mælkelåg, fra 1/4 l mælk. De er nemlig en del større end dem fra 1 liters mælkekartoner, hvilket gør det lidt nemmere og hurtigere.

Du skal bruge:
Rester af 8/4 bomuldsgarn (bomuld med løbelængde på 170 meter/50 gram)
(Mørkblå; 5 gram, Mellemblå; 20 gram, Lysblå; 20 gram)
Stoppenål
3 mm hæklenål
13 rene yoghurt låg
Maskemarkør eller lille sikkerhedsnål.
Brug evt. markør eller sikkerhedsnål til at markere sidste maske i hver omgang, da der hækles i spiral (omgange lukkes ikke)
Sådan gør du:
1. hækl 7 fm i en magisk ring
2. 2 fm i hver m (14 m ialt)
3. *1 fm, 2 fm i næste m* gentag rundt (21 m ialt)
4. *2 fm, 2 fm i næste m* gentag rundt (28 m ialt)
5. *3 fm, 2 fm i næste m* gentag rundt (35 m ialt)
Nu skulle du have en cirkel der dækker toppen af låget.
6. 1 fm i hver m (35 m ialt)
7. 1 fm i hver m (35 m ialt)
8. 1 fm i hver m (35 m ialt)

Træk det hæklede ud over et låg og hækl videre med låget indeni.
9. *3 fm, 2 fm sammen* gentag rundt (28 m ialt)
10. *2 fm, 2 fm sammen* gentag rundt (21 m ialt)
11. *1 fm, 2 fm sammen* gentag rundt (14 m ialt)
12. *2 fm sammen* gentag rundt (7 m ialt)
Træk garnet ud og klip af, så du har en lang ende på ca. 30 cm du kan sy med.

Sy igennem yderste maskeled på de 7 masker og træk dem hårdt sammen, så hullet er lukket.
Stik nålen med garnet ud til kanten, så du kan bruge resten af garnenden til at sy lågene sammen senere.
Lav alle 13 låg på den måde og vent med at sy dem sammen til allersidst.
Læg de 13 låg op som en blomst og som de skal ligge når bordskåneren er færdig. Brug garn enderne til at sy dem sammen mens de ligger på bordet. 2 små sting i kanterne foroven, der hvor de rammer hinanden.
Bagefter vender du bordskåneren på hovedet og syr igen 2 små sting, hvert sted, hvor lågene rammer hinanden.
Hæft og vupti – 1 stk bordskåner er klar.
Der står bordskåner af mælkelåg, du burde rette det, da din opskrift er på yoghurt låg.
Haha, det er da også rigtigt. Men de små mælkeflasker,1/4 liter som børnene drikker i skolen, har samme størrelse låg. Så det vil jeg da lige tilføje. Men tak for du lige gad skrive.
Hej
Jeg er igang med at hækle bordskåner med mælke låg, mit spørgsmål er: når man er så langt at man skal til at sætte låget ind, skal det lægge løst eller stramt omkring låget?
Hej Lea, det skulle gerne passe ret præcist og stramt. Hvis du synes det er for slasket, kan du evt. prøve med en mindre nål, eller en omgang mindre, inden du hækler lige op. Hellere lidt for stramt end for løst.